søndag den 26. november 2017

Milano x 2017

I sidste indlæg udbredte jeg mig i temmelig overbeviste vendinger om, at der ikke findes så mange gode grunde til at besøge andre byer end byernes by, Paris. Men når man pludselig bliver velsignet med muligheden for at bevæge sig syd for Alperne, så stikker man sin kræsne pariser-pibe ind - i en ruf. For ganske vist er Paris sublim, men for fødderne af Alperne, på Po-Sletten, knejser en evig kongeborg sig mod himlen: Milano. En ældgammel romersk bastion, verdensmodens eksklusive vugge, racerbilernes promenade - og så videre. I Milano spiser man godt, i Milano bor man godt, i Milano drikker man udødelige Nebbiolo-vine fra Piemonte. Milano er væsensforskellig fra Syditalien, hvor kaos hersker og pizzaerne flyver gennem luften til skældsord. Nordpå er stilen ren og aristokratiet taler afdæmpet i pelskåber. Og så er der selvfølgelig domkirken, Duomoen, der betagende kan betragtes fra et utal af vinkler rundt omkring i byens gader, og som et åndeligt epicenter udsender evighedens stråler over Po-Slettens lave land. Helt op til Alperne, der står snedækkede fra begyndelsen af november og smiler uanstrengt, som et mægtigt, overjordisk tandsæt. Milano viste sig mestendels fra sin regnvåde side, men sidst på turen fik bjergluften renset fugten ud af de antikke gader, hvorpå solen brød frem, da vi kørte til gennem Como, for at lade os blæse igennem, før en halv dag blev tilbragt i et gigantisk shoppingcenter med det lidet skønne navn, Fox Town.

For foden af domkirken
Et kig til domkirken gennem tåge-regnen

Black Friday
Tyl i fugleflugt
Gigantisk
Italiensk undergrund
Milanos eneste kanal
Grøn og gul
Efterårspark
Dame og due
Fragment af en dødsstjerne
Domkirken
Modernistisk Vandfald
Po-Sletten